Den forandring der finder sted, når Kærlighed sker

Okay, jeg studerer til psykoterapeut for at få det certifikat, der kræves af samfundets standard lige nu – hvis du har hørt mig i en podcast fornylig, ved du dette. Det betyder, at jeg virkelig skal være kreativ for at motivere mig selv til at deltage seriøst og dedikeret, når uddannelsen i virkeligheden mere er et middel end et mål for mig. Nogle aftener tænker jeg endda: Okay, i det mindste kan jeg om nogle år fortælle folk, hvor forældede nogle af de ting, vi lærte på psykoterapeutskoler i 2025, var. Selve det at gennemføre uddannelsen og gemme den i en form for “fortidslomme” bliver jo også en oplevelse – og værd nogle fremtidige fortællinger. Jeg er stadig træt af det selvfølgelig – at jeg ikke kan lægge mine penge inden for den terapeutiske retning, jeg selv ønsker. Men for at kunne kalde mig noget, skal jeg lægge pengene et bestemt sted. Hey, så slemt er det trods alt ikke, siger en anden stemme i mig, for jeg har trods alt truffet det bedst mulige valg af skole. Alligevel er jeg personligt uenig i en god portion af det, vi lærer – og det er slidsomt.

En alternativ tilgang til misbrug

For eksempel har jeg et helt andet syn på misbrug end det, der undervises i. Jeg vil ikke gennemgå det hele her, for mit anliggende er et andet lige nu, men kort sagt ser jeg misbrug som en dynamik mellem psykens dele. I stedet for at se afhængighed som en sygdom, ser jeg (og mange andre!) det som et løsningsforslag fra en del af psyken, der forsøger at beskytte individet mod dybereliggende følelsesmæssig smerte. Denne del griber til ekstreme strategier såsom misbrug for at skærme mod overvældende følelser fra de “exiles” – de sårbare og traumebærende dele.

Pointen er: I stedet for at identificere sig som “alkoholiker” og leve med en fastlåst identitet, tror jeg på, at man kan komme tættere på sjælens egentlige intention med livet ved at lytte til, hvad der ligger under afhængighedens overflade. Hvilken dele af psyken forsøger at hjælpe – og hvordan? Hvad har de dele egentlig brug for? Hvor længe har de bakset med det og er de klar til at slippe?

Nogle gange får jeg at vide, at jeg har radikale idéer. Men det har jeg ikke. Det er jo ikke engang mit eget originale materiale – jeg har blot studeret det, som mange andre også har. Jeg har samlet en eklektisk forståelse, men mange siger det, jeg siger. Jeg kan ikke sige, at jeg tilbyder IFS-terapi (Internal Family Systems), for jeg er ikke formelt uddannet i det – og kan heller ikke blive det, før jeg er færdig med min nuværende psykoterapeutuddannelse. Det, jeg laver, er heller ikke helt IFS, men IFS har stærkt inspireret mig. Jeg er meget taknemmelig for alt det, jeg har lært (og stadig lærer) af IFS-undervisere. Jeg har taget nogle helt grundlæggende pointer til mig – for eksempel vigtigheden af at møde både egne og andres beskyttere med respekt og medfølelse. Jeg skylder denne forståelse utroligt meget. Jeg kombinerer det så med min astrologiske forståelse af, at rester fra tidligere liv stadig kan være aktive i vores psyke og selvopfattelse. Og ærligt talt ved jeg ikke, hvordan jeg skulle lade være med at bruge denne astrologiske orientering i mit arbejde – den er blevet en integreret del af min forståelse.

For eksempel kan jeg sidde med en klient, der har en håndfuld vigtige planeter i Løvens tegn. Hun fortæller, at hun ville ønske, hun ikke havde så stort et behov for ydre bekræftelse. Jeg er naturligvis enig i, at det ikke er hjælpsomt at være afhængig af andres anerkendelse. Samtidig ved jeg at Løvens energi netop har brug for et publikum. Hun kan arbejde med at transformere det “fængsel”, som planeternes skyggeside skaber – men hun vil aldrig kunne befri sig selv fra selve essensen af Løvens energi. Det skal hun heller ikke.

Lige nu i mit eget liv – med transit-Saturn og -Neptun i Vædderen, på vej ind i kvadrat til transit-Jupiter i Krebs – gør jeg alt, hvad jeg kan, for at give min egen forståelse plads i mit arbejde. Jeg bliver dicideret fysisk utilpas af at skulle bruge metoder, jeg ikke selv tror på. Misforstå mig ikke: De metoder er givetvis udmærkede, men de transformererer ikke det, som jeg brænder for, det jeg ER her på PLANETEN for!! JEG ER HER FOR AT SKABE FORANDRING GENNEM KÆRLIGHED OG SANDFÆRDIGHED.

Jeg har tænkt mig at gå så langt, som jeg overhovedet kan på mit nuværende arbejde – ikke for at provokere (selvom dele af mig kunne finde på det også), men for at hjælpe mest muligt med de redskaber, jeg faktisk oplever virker, både på andre og på mig selv.

Astrologi deler jeg ikke ud af på mit day job - det foregår kun i mig, i mit indre orienteringsbillede af horoskopet. Astrologi er ømt for mange – især for min arbejdsgiver – og det skal ikke skille os ad. Så når jeg siger, at jeg går langt, mener jeg især måden, hvorpå jeg udfører selve terapien og opbygger relationen til klienten. Det er dét, jeg vil skrive om her: Den dybe følelsesmæssige forandring, som efter min mening er altafgørende – også i forhold til at stoppe et misbrug. Det kræver et dybt møde med den fraspaltede del af psyken, som den “selvdestruktive “ del misforstået forsøger at beskytte.

Generelt oplever jeg, at der på min arbejdsplads hersker en meget menneskelig og ligeværdig atmosfære. Jeg føler ikke, at jeg modarbejder noget i forhold til den normale struktur med andre ord – jeg bygger bare videre på det ved at undersøge hvad den ægte, menneskelige relation kan. Hvad betyder det? Det betyder at det er MIG, Mannah, ikke en professionel afstumpet skikkelse, men mig som menneske OG naturligvis som terapeut, der går i samklang med klientens indre - når jeg får lov?

Hvordan?

For det første bruger vi i meget psykoterapi selve relationen til at give klienten en korrigerende følelsesmæssig oplevelse – en ny og helende erfaring i kontakt med et andet menneske. IFS forlænger eller udvider det koncept ved også at fokusere på den indre relation - altså en indre korrigerende oplevelse.

Igennem mit arbejde med klienter er jeg blevet opmærksom på, hvor meget gensidig kærlighed og respekt mellem mig og min klient betyder for klientens mulighedsrum Jeg er altså fascineret af, hvordan den ydre relation mellem mig og klienten kan påvirke klientens indre forhold til sig selv. Men husk: Det er ikke en lige vej, for når klienter kommer tættere på at opnå deres mål, ser vi, at mange vender tilbage til selvdestruktiv adfærd. (Det såkaldte tilbagefald.) Her giver det mening at se på den skam og det selvhad, de indtil nu har overlevet på – nemlig den “beskyttelse” der ligger i det selvdestruktive, og som dukker op, når mulighed for et bedre liv byder sig, paradoksalt nok er det når klienten er tæt ved at nå i mål.

Kort forklaret: Som børn er vi fuldstændig afhængige af tilknytningen til vores omsorgspersoner. For at overleve følelsesmæssige svigt fra dem, kommer vi til at internalisere skylden – i stedet for at barnet tænker “Mor/Far svigtede mig,” tænker barnet ubevidst “Der må være noget galt med mig.” Vi tror, at fejlen ligger i os selv, for alternativet (at de voksne fejler, og vi derfor ikke er sikre) er utåleligt for et barn.

Vi kan senere hen møde denne fejlindlæring som en subpersonlighed i psyken, hvis “job” er at beskytte relationen – og dermed sikre vores overlevelse. For en sådan reaktiv del af klienten, som opererer under opmærksomheden et sted, kan traumeheling og et liv uden selvdestruktion faktisk føles truende, fordi den del har lært at være loyal mod det dysfunktionelle miljø, den voksede op i.

Åh nej, hvad er så vejen ud?

Jo, udvikling sker ved, at man bliver bevidst om og anerkender sine indre polariseringer – fx konflikten mellem selvhadet og den del af én selv, der gerne vil have det godt – så konflikten indeni kan løses.

Tilbage til pointen om den følelsesmæssige tilknytning til mig som terapeut: Jeg oplever, at mit ægte forhold til klinten bygger en tillid som klientens indre system endnu ikke har til sit eget Selv. (Hvilket efter min mening er helt normalt. Vi har brug for hinanden!)

Korrigerende følelsesmæssige oplevelser

Freud beskrev noget i den retning, og hans efterfølger Franz Alexander udviklede begrebet “korrigerende følelsesmæssig oplevelse.” Det vil sige, at klienten genoplever en tidligere følelsesmæssig konflikt under nye omstændigheder, som fører til et andet resultat end det oprindelige svigt. Med andre ord skal klienten i terapien gen-eksponeres for de følelser og situationer, vedkommende ikke kunne håndtere tidligere – men denne gang i en tryg relation, hvor oplevelsen kan “omskrives” følelsesmæssigt. Jeg har dette fra en forskningsartikel fra Hartman og Zimberoff (2004), hvor de beskriver det:

“The curative powers of psychotherapy lie in the fact that [the client] can express his aggressiveness and his vulnerability with the therapist without being punished, and can assert himself without being censured.”

En sådan korrigerende emotionel oplevelse anses for at være den mest afgørende faktor i al dybdegående terapi, så jeg er ikke ude i noget revolutionerende her. Måske er der hvor jeg er anerledes graden af emotionalitet jeg går ind i med klienter- forsøgsvist. Men lad os lige se hvad de artiklen kommer de korrigerende følelsesmæssige oplevelser ned i for tre hovedkategorier. Det handler værdighed, personlig styrke og identitet når de skriver om:

1. Building ego strength – at slippe skam og genvinde følelsen af værdighed.

2. Building agency – at slippe følelsen af hjælpeløshed og genvinde personlig styrke. Igen et centralt element i al den terapi, jeg nogensinde har mødt - at man genvinder sin mulighed for at påvirke sit eget liv, på dansk ofte kaldet selv-agens.

3. Building authenticity – at slippe dissociation og fejlindlærte identifikationer - Jeg genkender dette fra NARMs tilgang til “disidentifikation”.

Disse tre typer korrigerende oplevelser – at slippe skam, hjælpeløshed og dissociation (henholdsvis genvinde værdighed, personlig magt og autenticitet) – illustrerer, hvordan dyb heling handler om at genoprette det, der engang gik tabt. I alle tilfælde får klienten en ny følelsesmæssig erfaring af sig selv.

Jeg er dykket ned i den slags litteratur (ikke fordi det er super interessant at læse) for at finde nogle bekræftelser på det, jeg intuitivt afprøver i øjeblikket.

Også fx Yalom, der bryder med idéen om, at terapeuten skal være en neutral projektionsflade – han insisterer på, at det skal være et ægte møde mellem klient og terapeut. Herfra opstår begrebet selvafsløring. Men uanset hvad jeg har læst, har jeg ikke fundet præcis dét, som jeg selv oplever. Måske er det bare, fordi ord er fattige...?

Jeg bruger de samme følelser, som når jeg er privat – jeg bruger mine private hjerterum i mit professionelle arbejde. Jeg elsker de klienter, jeg har, som går dybt med mig – dybden er nødvendig for den slags forandring, jeg taler om. Vi rykker ved intet af det jeg her referer til ved at tale om hverdagsstruktur, og har du fået ringet til jobcenteret?!

Desuden: jeg elsker jo ikke kun, mens jeg får løn for det. Det føles værdibaseret for mig, for jeg er en af dem, der synes, det er svært, at terapi koster penge og er på tid – men det er det af praktiske grunde. Indholdet behøver dog ikke være begrænet af tid og rum.

Et helligt indre rum - vi er i sammen

Efterhånden som jeg skriver det her ud, går det op for mig, at der er en sacred kraft nødvendig for at kunne forbinde mig. På arbejdet… når jeg lige ser mig i spejlet hurtigt for at rette en glidende mascara, så ser jeg selvsagt kun mit ydre. Jeg ser som regel læbestiften og blushen – makeup er min måde at markere, at jeg er “på arbejde”. Noget skal jo vise det. Men når jeg blot ser mit spejlbillede og blot ser mit ydre se min klient, føles det komplet overfladisk, FOR LIDT, og det er, når jeg går rundt dér på overfladen, at jeg kan blive bekymret for, om jeg i en eller anden grad er medafhængig/ overinvolveret.

Det er dér, jeg opdager, at min klient prøver at passe på mig ved at sige, at det nok skal gå i weekenden – at hun ikke vil tage stoffer, “bare rolig”. Der er noget off ved det. Det føles trættende, og jeg kan blive i tvivl om, hvorvidt kærligheden overhovedet eksisterer – eller er noget værd, hvis den gør.

Alt det, jeg taler om med dyb forandring, foregår ikke fra denne overflade!!!

Det er også dér på overfladen, jeg mærker det, når klienter takker mig flere gange. Den mystiske forbindelse gør ensidig taknemmelighed umulig. Når vi virkelig mødes, er jeg lige så berørt og lige så taknemmelig som klienten. Forstår du? Jeg kalder det ved navn: kærlighed – ikke kun omsorg, ikke kun empati.

Det er kun kærlighed, der kan udviske vores mønstre og vække os til vores sande natur.

Det er mystisk hvordan vi forbinder os– og samtidig er det som om, jeg i stærke, intense glimt i terapien møder min klients mystik. Vi er i hans psyke sammen. Vi hænger kærligt ud med hans sjæl – også med de dele, han ikke bevidst kendte til. Her finder vi den forandring, lindring, mulighedsåbnende forløsning, der kun sker, når tillid, ægthed og kærlighed er til stede.