Her er lidt om de metoder jeg anvender i mit terapeutiske arbejde. Læs det kun hvis du ikke ved noget om metoderne i forvejen - det er kun basic optegnelser her.

Ønsker du at booke en tid gør du det ved henvendelse på mail eller lige her.

NARM - Fra overlevelse til Livskraft

NARM (NeuroAffektiv Relationel Model)var den første terapeutiske model, der virkeligt fængede min opmærksomhed, da jeg hurtigt fornemmede en spirituel forståelse i det. Forståelsen af at vi kan lade os guide af vores hjertes længsel. Det var her jeg lærte at sætte mig tilbage i stolen, attune mig til min klient uden pres og med en særlig lydhørhed. Jeg holder af den hjertelige måde, man mødes på i NARM.

NARM blev udviklet til healingen af C-PTSD.

Kort om PTSD og C-PTSD

PTSD blev optaget som selvstændig diagnose i 1980 med udgivelsen af DSM-III. Siden er der kommet stigende opmærksomhed på, at PTSD-diagnosen ikke altid rummer de mere gennemgribende følger, der kan opstå efter gentagne eller langvarige traumer. Tanken om mere komplekse traumer har bl.a. rødder tilbage til Judith Hermans begreb om complex PTSD (1992)

C-PTSD forudsætter, at alle diagnostiske krav til PTSD er opfyldt og de er kort sagt: genoplevelse af traumet i nuet, undgåelse af det, der minder om det, og en vedvarende følelse af aktuel trussel.

Derudover er tilføjer C-PTSD tre klynger, der samlet kaldes forstyrrelser i selvorganiseringen (disturbances in self-organization) vedvarende problemer med affektregulering, et vedholdende negativt selvbillede med oplevelser af at være værdiløs ledsaget af skam og skyld, samt vedvarende vanskeligheder ved at fastholde relationer og føle sig nær andre.

Kort sagt: Manglende følelsesregulering, negative oplevelse af sig selv og kostante vanskeligheder i nære relationer. For at det kan gå under C-PTSD diagnosen skal de udfordringer medføre betydelig funktionsnedsættelse.

Forskellen på chok-traumer og komplekse traumer

Chok-traumer opstår, når kapaciteten til at håndtere en trussel overvældes, og overlevelsesresponserne aktiveres. Det handler om rædsel og frygt, der forhindrer os i at tage vare på os selv.

Komplekse traumer er mere som en fejlafstemthed over lang tid, som efterlader toxic skam og et ustabilt fundament for udviklingen af et selv. Ved choktraumer er det groft sagt frygten, der binder os, og ved komplekse traumer er det skammen.

Den indre desorganisering man kunne opleve nu som voksen, stammer fra en naturlig tilpasning til et dysfunktionelt miljø for et barn. Som barn er det er alt for farligt at placere fejltagelserne hos de voksne, som man afhænger af. Som barn internaliserer vi i stedet de voksnes fejl som vores egen skam. Barnet tager fejlen på sig. Her begynder man at afvise egne basale behov, hvilket går ud over livskraften. Livskraft hænger tæt sammen med sund aggression dvs. evnen til at hævde sig, sætte grænser, adskille sig, brænde for noget, være et seksuelt væsen. I den sunde aggression er der en besked til omverdenen om, at der er et behov, som skal mødes!

NARM har så 5 strategier som alle er bygget på den skam der opstod, fordi det i en tidlig alder ikke var muligt at få opfyldt ens naturlige udviklings-behov. Værd at nævne er at vi i NARM ikke arbejder med at genfortælle fortiden, men mere med hvordan de gamle overlevelsesstrategier stadig former dig lige nu, og hvordan du kan få frihed fra de gamle mønstre.

De fem tilpassede overlevelsesstrategier

NARM’s 5 strategier er formet af nervesystemets dysregulering sammen med “forvrængede” følelser og overbevisninger. De er navngivet efter det udviklingsmæssige behov, der ikke blev mødt:

Kontakt: behovet for at føle sig velkommen i verden og forbundet med sig selv og andre. Når det ikke mødes, opstår en vedvarende afkobling fra krop og følelser og svært ved at være i relation.

Afstemthed: behovet for at kunne mærke sine egne behov og tage imod. Når det ikke mødes, ved man ikke, hvad man har brug for, og oplever ikke, at ens behov fortjener at blive mødt.

Tillid: behovet for sund gensidig afhængighed. Når det ikke mødes, sidder man tilbage med, at man kun kan regne med sig selv og hele tiden må have kontrol for at være sikker.

Autonomi: behovet for at adskille sig, sætte grænser, sige nej og udtrykke sig autentisk. Når det ikke mødes, føler man sig kronisk belastet, kan ikke sætte grænser og presser sig selv til altid at være rar.

Kærlighed og seksualitet: behovet for at kunne integrere følelsesmæssig intimitet med seksuel vitalitet og leve med et åbent hjerte. Når det ikke mødes, bliver selvværd knyttet til udseende og præstation, og der opstår et håb om, at perfektion vil give kærlighed.

Måske kan du genkende noget i dig selv - eller måske kender du mere en reaktion på skammen, det som i NARM kaldes “stolthedsbaserede identifikationer” som kunne være "jeg har slet ikke brug for andre" eller en rationalitet, der overskriver følelserne fuldstændigt.

HUSK: De fleste af os bruger en blanding af strategier. Og det er okay - se dem som intelligente tilpasninger til en opvækst hvor bestemte behov ikke blev mødt af den ene eller anden grund. Du kan se tilsvarende i den shamanistiske forestilling om sjælstab, hvor sjælen splintres ved traume, og at healingen består i at hente delene hjem.

De fire søjler

NARMs fremgangsmåde i terapi har 4 underliggende principper:

  1. Afklaring af kontrakten. Hvad ønsker du dybest set for dig selv?.

  2. Udforskende spørgsmål. Vi stiller åbne spørgsmål, for at undersøge hvordan du organiserer din indre oplevelse lige nu.

  3. At styrke agens. Her ser vi på hvordan tilpasningerne stadig virker i dig i dag

  4. Spejling af psykobiologiske forandringer. Vi lægger mærke til mærke forandringer på alle niveauer af oplevelse, fysisk, følelsesmæssigt, kognitivt, relationelt og spirituelt.

DET RELATIONELLE

Vi er indrettet til at være i relationer, til os selv og til andre. Når kapaciteten til kontakt forstyrres tidligt, grundlægges der ikke en stabil oplevelse af at være nogen. Det kan skabe objektgørelse af sig selv og andre.I NARM arbejder vi relationelt, hvor det, der opstår mellem os her og nu, er selve materialet, fordi det er et spejl på hvad der sker i andre relationer også. Overføring og modoverføring er noget vi undersøger sammen, mens det sker. Det er nok det, jeg elsker mest ved den her model.

Dette var blot en introduktion!

NARM er udviklet af Dr. Laurence Heller og jeg anbefaler disse podcast afsnit med den danske afdelings leder, Tove Mejdahl:

Parts Work – at lære sit indre system at kende

En anden terapeutisk tilgang, jeg elsker, er Parts Work, inspireret af Internal Family Systems (IFS). Vi består ikke af ét sammenhængende selv, men har et indre system af forskellige dele eller subpersonligheder, der hver især har deres eget fokus og grundlæggende gode intentioner for det, de gør og vil.

Set gennem Parts Work giver DU mening med alle dine modsætninger: Vi ser det som forskellige dele af psyken der forsøger at hjælpe os - ikke altid hensigtsmæssigt, de reagerer automatisk. Det kan man så heale i terapi. Og faktisk oplever jeg at parts work kan kombineres ind i alle andre terapier, fordi selve det at vi består af flere subpersonligheder, er så forløsende at holde sig for øje.

Men nogle af de her parts/dele ja de bærer på den smerte, du har været udsat for igennem livet. Det er traumer placereret i den implicitte hukommelse. I terapien bliver de dele aktiveret og forbundet med ny adaptiv information. Yngre dele knyttes til nutiden, dig som voksen, fremfor at føle sig alene og afkoblede…. Niklas Thrane sammenligner hukommelsens “gen-konsolidering” med et fossil i sandsten: traumet er et aftryk i kroppen, i den implicitte hukommelse. I terapien opblødes og genoplives erindringen og beriges med ny og mere tilpasningsdygtig information, så det oprindelige aftryk opdateres med nye erfaringer. Dette og det følgende har jeg fra hans bog “Tidslommer og nødsignaler”.

Det selvbeskyttende system

I Parts Work ved Niklas Thrane kategoriseres ud fra den tredelte hjerne:

Præfrontale beskyttere: Administratorer
hjælper til at holde traumet væk fra opmærksomheden.

Limbiske beskyttere: De tilpassede indre børn
hjælper til at afkald på en selv for at bevare relationen.

Autonome beskyttere: Smertestillere
hjælper med at dissociere for at beskytte kroppen imod skade og ubehag.

Alle de her dele kan man altså kalde for et “selvbeskyttende system” - og da traumet fandt sted, slog det til instinktivt og fraspaltede de traumatiske erindringer. Er de så væk nu??? Nah de fraspaltede dele opleves i os som kropslige spændinger, selvkritik og selvfordømmelse, indre stopklodser, distraktorer, overspringshandlere, fiksere, pleasere, tilpassede loyale indre børn samt selvskadere og dissociative dele. De fraspaltede dele af kan også bære på ensomhed, skam, afmagt eller en dyb følelse af ikke at være værd at elske. Derfor er det væsentligt i healingsprocessen at komme de fraspaltede til undsætning!

I det terapeutiske rum vil der oftest være tidslommer med forskellige autonome og vagale tilstande til stede på én gang – kamp, flugt, underkastelse og manisk overeksaltering side om side med frys, kollaps og døsige tilstande af fravær.

Lidt mere om hver kategori af beskyttere:

Præfrontale Administratorer

Disse beskyttere er involveret i højere kognitive processer som hæmning, distraktion, motivation, kontrol og beslutningstagning. De hjælper os til at reflektere, blokere, kontrollere, distancere og distrahere opmærksomheden væk fra det ubehag, der er forbundet med traumet. Du kender måske de følgende undertyper her: Den indre skeptiker, der stiller spørgsmålstegn ved, om hændelsen overhovedet fandt sted. Dens positive hensigt er at beskytte mod falske erindringer og at undgå at placere skyld hos dem, der svigtede. De analytiske dele, der konstant danner hypoteser, som politikere, der bestiller den ene rapport efter den anden i stedet for at tage fat i problemet. Tænkningen er hurtigere end følelserne og kroppen, så de bliver let utålmodige - men de er også rigtig gode til at bygge modeller af virkeligheden hvilke støtter Selvet i at navigere og så Administratorerne, der organiserer og vogter orden og ansigtet udadtil. De hjælper med at præsentere en tilsyneladende normal facade, selv når der er alvorlige indre problemer.

Limbiske tilpassede indre børn

Her er de beskyttere, der svarer til det du kender tilknytningsstil. Det er de indre tilpassede børn, der håndterer komplekse følelsesmæssige reaktioner, som kommer fra den tidlige følelsesmæssige indlæring. De tilpassede indre børn bærer på den automatiske adfærd, klienten udviklede for at kunne være en del af sin familie. Det er en tilpasning fx via selvkritiske og dømmende tendenser. Det gør, at andre kan behandle klienten dårligt, uden at relationen går i stykker. Her er nogle under kategorier du måske kender: Den indre kritiker som udskammer, fordi den har indoptaget de svigt, forældrene forårsagede, og den håber på at gøre sig værdig nok til at få kærlighed. Hvis kritikken stoppede, ville man stå ubeskyttet med sig selv og skulle slippe illusionen om at kunne opnå accept og kærlighed gennem tilpasning. Tilknytningskontrakten er den ubevidste aftale, der opstod ud fra barnets behov for at bevare tilknytningen til sine primære omsorgsgivere. Det mønster kopieres senere over i andre relationer. At lægge sin tilpassede adfærd fra sig kræver virkelig noget. I parts work arbejder vi med tillid til Selvet.

Autonome smertestillere

Smertestillerne tager kontrollen over selvfølelsen på en instinktiv, global og impulsiv måde. Deres tidshorisont er kort: de gør, hvad der skal til for at skabe lindring her og nu. Det er dem, der har mindst tillid til Selvet. De slår til når hverken de præfrontale beskyttere eller de tilpassede indre børn kan forhindre ubehaget i at strømme ind og man bare kapres af hjælpeløshed, skam og utrøstelig tristhed! Der er smertestillerne som dulmer traumerelateret ubehag gennem bedøvelse, medicinering, selvmedicinering eller kortsigtet reaktiv adfærd. Det kan være stimulanser, seksuelt udadreagerende adfærd, shopping, gambling, timer på sociale medier, intense konflikter og drama, overdreven motion, forholdet til mad og krop, selvskade og det er typisk noget man gør i hemmelighed overfor omverden.

En form for Smertestillere er de dissociative dele som skaber fravær, bedøvelse og ud-af-kroppen-oplevelser. Når man ikke kan mærke kroppen, ved man ikke, hvad man føler og dermed ved man heller ikke, hvad man har brug for. I stedet kommer det tænkende sind på overarbejde. Man kan ikke fornemme, hvad der sker i sig selv eller i andre, man kan ikke mærke grænser og mavefornemmelser. Her skal man støtes ud af det dorsale kollaps og hjælpes ind i en tålelig aktivering. Så snart håbet kommer ind, løftes det bedøvende slør, og ubehaget stiger, hvilket kræver terapeutiske støtte, så der kan udvikles tillid til Selvet. Ellers dulmer man videre, når ubehaget under sløret, under bedøvelsen, melder sig.

Jo mere nødstedt en fraspaltet del er, jo højere grad af dissociation og smertestiller-adfærd vil den være omgivet af.

Heling

Heling sker i kroppen, i vores relationer og i vores indre liv både på det energetiske, epigenetiske, følelsesmæssige, hormonelle, fysiske og relationelle plan. Neurologisk sker der både vandret og lodret integration. Vandret integration betyder, at de emotionelle og sansede indtryk fra højre hjernehalvdel integrerer sig med de sproglige og sekventielle processer i venstre i det de føles igennem. Lodret integration betyder, at de overlevelsesprægede impulser fra det autonome nervesystem og hjernestammen bringes ind i opmærksomheden, så de gradvist forløses og forbindes.

At afdække Selvet

Når du tænker: “Sådan er jeg bare”, kan det være, fordi du er så tæt identificeret med en del, at den opleves som hele dig. MEN Under alle delene findes der noget, som ikke selv er en del. I Parts Work kaldes det Selvet. Det viser sig gennem blandt andet ro, klarhed, nysgerrighed, mod og medfølelse. Spirituelle traditioner har brugt andre ord for denne tilstand; sjælen, essensen, livskraften. For mig er Selvet den iboende healingskraft, der findes som en intakt kerne i ethvert menneske.

Terapeuten har også et indre system

Som terapeut må jeg – både i Parts Work og i NARM – være i tæt kontakt med mit eget system. Hvis noget i mig skubber på, bliver utålmodigt eller gerne vil have klienten et bestemt sted hen, mærker klientens beskyttere det med det samme. Så bliver de ofte stærkere, eller de lukker helt ned. Det er særligt vigtigt, når jeg møder klientens smertestillere og dissociative dele, at jeg ikke kontrollerer dem eller svinger med dem i håbløshed, for at undgå at danne alliancer med de dele i klienten, der vil holde smertestilleren i skak, for så får den fraspaltede del aldrig den hjælp, den har brug for. Et eksempel er når jeg ønsker at en klient med et alkohol-misbrug stopper med at drikker - men det er en bjørnetjeneste, hvis jeg kun tilslutter man administrator-delene af min klient, som ønsker træning, tænkning, struktur.

Som terapeut går jeg altså ind i den samme øvelse, som jeg inviterer mine klienter ind i. Jeg må kende mine egne dele, så de ikke overtager processen, og jeg må have forbindelse til Selvet. Vores dele leder systemet ud fra frygt. Fx frygten for at min klient skal drikke igen. Selvet leder med medfølelse og klarhed. Det, beskytterne har brug for, er netop at opleve Selvets motivløse og kærlige interesse, og ikke kontrol, uro, frygt, selvom det forståeligt kommer, når vi holder af nogen.

Hvem heler?

Et centralt plot twist i Parts Work er, at det bliver dig selv, der først og fremmest tager dig af det sårede i dig – ved at skabe en relation til de dele af dig. Når delene opdager, at Selvet findes, og at det kan bære det, de bærer på, behøver de ikke længere automatisk at styre dit liv ud fra gamle tidslommer.

MEN selvom man faktisk selv (Selv) healer sig, så kan de færreste holde ud at gå det igennem alene, som Niklas Thrane skriver i sin bog om traumeterapi – man har brug for et ekstra nerve- og indfølingssystem til at bevare nærværet, der kan holde processen på sporet, når den sidder fast. Men målet er, at du bliver knyttet til dig selv, frem for at terapeuten bliver objektet for din tilknytning.

Det var lidt om Parts Work som jeg har lært det af Niklas Thrane.

Jeg anbefaler følgende podcast afsnit om Parts Work og IFS her:

Brainspotting - Hvor du kigger hen, påvirker hvordan du har det

Den sidste metode, jeg vil præsentere dig for som helt central i mit terapeutiske arbejde, bruger øjets position til at få adgang til følelsesmæssigt og kropsligt materiale, der endnu ikke er bearbejdet. Ja faktisk er øjnene vinduet til sjælen! Ærligt? Det her er måske den vildeste terapiform - når den bruges sammen med bevidsthed om parts work. Jeg har haft syrede gennembrudsoplevelser med brainspotting.

Filosofisk er det baseret på det samme som andre traumeterapier, nemlig at vi egentlig har en enestående evne til tilpasning, hvor vi konstant bearbejder vores indre og ydre erfaringer. Men traumer er det, afbryder det naturlige bearbejdning. Dele af vores oplevelse bliver simpelthen liggende ufærdige i nervesystemet. Brainspotting er frigørende for intuitionen og som klient træner du virkelig at bruge din intuition hele tiden, og den guider dig mod din indre kilde til healing! Men hvorfor virker det at kigge på bestemte punkter??

Kroppen scanner sig selv hele tiden. Døgnet rundt justerer hjernen celler, organer og systemer for at opretholde homeostase. Brainspotting kobler sig på den naturlige scanning og bruger den til at finde, fastholde og frigøre de områder, der sidder fast i en maladaptiv homeostase, der hvor der er frosne traumer i primitive overlevelsestilstande.

Jeg vil tilføje, at jeg også er uddannet i Bileratal Stimulation i en form, hvor vi bevæger øjnene, så det kan du også møde hos mig, men for at gøre det lidt mere simpelt, fokuserer jeg i denne tekst på Brainspotting, som er en arv art af EMDR, udviklet af David Grand.

Hvad er et Brainspot?

Antagelsen i Brainspotting er, at bestemte faste øjenpositioner korrelerer med en specifik neural aktivitet og indre oplevelse. Når blikket holdes stille på et “brainspot”, mens klienten samtidig er i kontakt med det aktiverede materiale, bearbejdes det i den dybere del af hjernen, hurtigere end man ville kunne gøre i en samtale. Et brainspot er en øjenposition, der giver adgang til naturlig heling, fordi det repræsenterer eller svarer til ubearbejdede traumer, der ligger indkapslede i nervesystemet.

Et brainspot er altså den øjenposition, der svarer til en traume-kapsel. Når blikket fastholdes ét brainspot, bliver det derfor muligt at genopleve stærke følelsesmæssige og fysiologiske fornemmelser, der ligner dem fra selve hændelsen, man har været udsat for. Men i terapien er du ikke alene når det sker, du er ikke alene længere, dvs. hjernen lærer, at faren er ovre, og symptomerne fra det dybe limbiske system er ikke nødvendige længere.

Dobbelt Attunement

Et billede man bruger i Brainspotting er at klienten er som kometen og terapeuten som halen, der afstemt/attuned følger klienten. Det dobbelte attunement kommer ved at vi både arbejder med Relationel afstemning og Neurobiologisk afstemning. Det er helt væsentligt i metoden, og konkret betyder det, at jeg følger dit nervesystem ved at holde øje med de små skift, reflekser, du udsender måske helt uden at vide det. Imens er jeg med dig uden at bedømme noget af det, der sker. Dobbelt attunement laver den beholder, som gør det muligt at gå ind i noget svært uden at blive overvældet af det igen, ligesom man også (som fx i SE) inddrager en kropslig ressource der korrelerer til et brainspot.

Fokuseret Mindfulness

Som klient holder du blikket på brainspottet og observerer dine følelser, minder, tanker og kropsfornemmelser, efterhånden som de kommer. Det kaldes her for “fokuseret mindfulness”, fordi det er beslægtet med en meditativ praksis, men her i en tilstand af fokuseret aktivering.

Undervejs taler vi kort sammen om, hvad der sker hos dig, men en stor del af terapien er din egen proces, mens blikket bliver på punktet. Processen fortsætter, indtil der ikke er mere “aktivering “ - eller du kan kalde det ubehag - at hente.

Usikkerhedsprincippet

I Brainspotting har vi ligesom i NARM og som i Parts Work FULDT UD tillid til klientens proces, og for så vidt er der samme tilslutning til det Grand kalder et princip om usikkerhed, nemlig at terapeuten ikke ved på forhånd, hvor processen fører hen, og det er ikke nødvendigt, for også her ser man ikke terapeuten som den med svarene. Det er så rart at være den der ved. Når jeg forstår, hvad der foregår, falder mit eget nervesystem til ro. Men med usikkerhedsprincippet kaldes der på en anden slags opmærksomhed, den er langsom, kropslig, uden dagsorden.

David Grand siger det sådan her: Du behøver ikke at vide, HVAD det er, for at vide, AT det er. Han advarer mod at gætte på hvad der foregår i processen, fordi de fleste kliniske modeller er fyldt med stiltiende antagelser, som gennem uddannelse bliver til trossystemer hos terapeuten!

I Brainspotting sker det sådan, at der der er aktivering på et brainspot, der kom en indånding, en synken, et frys i øjet, men hvilket minde, hvilken sammenhæng, hvilken forklaring, det behøver man slet ikke gå ind i. Man skal være i den usikkerhed, det at man ikke ved besked.

Som klient er du opmuntret til at observere med nysgerrighed, give dig selv tid, og bare se, hvad der sker.

Logikken er at problemet ligger i klientens nervesystem og det gør løsningen også. Traumet fungerer som en dissociativ barriere, der blokerer den indre kommunikation mellem problemet og dets løsning. Og terapeutens vedvarende afstemte beholder understøtter så hjernens egen indre kommunikation. Man kalder det usikkerhedsprincippet, fordi man skal kunne blive siddende i noget, man ikke forstår, uden at gribe efter forståelsen som redningskrans.

Jeg elsker også ved Brainspotting at der er lagt op til at den integreres til andre metoder. Jeg er lidt bagud med interviews på dette område, men her er nogle beslægtede temaer der angår øjnenes adgang til healing: